Navneændring

Ansøgning om navneændring foretages på borger.dk. Du skal være myndig og anvende NemID. Ansøgningen koster 505,- (2020) og betales med dankort. Bemærk: Hvis navneændringen strider imod navneloven bliver ansøgningen afvist og gebyr tilbagebetales ikke. Tjek derfor venligst navnelovens regler nedenstående inden du ansøger:

Der kan være tilfælde, hvor navneændringen er gebyrfri, læs mere om det her.

Skal det ske i på bryllupsdagen, så læs mere her

Ændring af fornavn

Du skal have mindst ét fornavn og må gerne have flere. 
Du kan ændre fornavn til et godkendt fornavn. Tjek om et fornavn er godkendt her.
To godkendte fornavne kan forbindes med bindestreg. F.eks. Anne-Sofie eller Hugo-Børge.
Hvis du ansøger om et fornavn, som ikke er godkendt, bliver ansøgningen videresendt til Familieretshuset, som overtager sagsbehandlingen.  

Familieretshuset afviser med stor sandsynlighed en ansøgning om navneændring hvis:

    • Det ansøgte fornavn er et beskyttet efternavn. Dvs. bliver båret som efternavn af færre end 2.000 personer i Danmark.
    • Det ansøgte fornavn betegner det modsatte køn i forhold til den, der skal bære navnet. Dog er en række fornavne både godkendt som drenge- og pigenavne.
    • Det ansøgte fornavn er uegnet til anvendelse i Danmark, f.eks. hvis navnet indeholder bogstaver der er fremmede for det danske (latinske) alfabet eller ikke kan udtales i en dansk sammenhæng.
    • Det ansøgte fornavn er et beskyttet varemærkenavn eller fiktiv person.
    • Det ansøgte fornavn er upassende, vækker anstød eller er et negativt ladet udråbsord.

Se navnelovens kapitel 3 for fyldestgørende beskrivelse af reglerne for mellemnavn.

Ændring af mellemnavn

Her er de mest grundlæggende regler som vedrører ændring af mellemnavn.

    • Du behøver ikke at have noget mellemnavn og må gerne have flere.
    • Ønsker du et nyt mellemnavn, skal du kunne dokumentere slægtsmæssig tilknytning til navnet. Dvs. du kan få mellemnavnet, hvis du kan dokumentere, at din forælder, bedsteforælder, ægtefælle etc. bærer eller har båret navnet som mellemnavn eller efternavn.
    • Du kan få et godkendt drenge- eller pigefornavn til mellemnavn uanset dit køn, men det vil normalt blive placeret som 2. fornavn, da det tilstræbes at et mellemnavn har efternavnslignende karakter eller slægtsmæssig tilknytning.
    • Et mellemnavn kan slettes, og du kan få det tilbage igen (det koster bare gebyr hver gang!)

Se navnelovens kapitel 2 for fyldestgørende beskrivelse af reglerne for mellemnavn.

Ændring af efternavn

Her er de mest grundlæggende regler som vedrører ændring af efternavn.

    • Du skal og kan kun have ét efternavn.
    • Ønsker du et nyt efternavn kan du tage et frit efternavn. Her er en liste over de frie efternavne.
    • Efternavne som bæres af færre end 2000 personer i Danmark er beskyttede.
    • Ønsker du et nyt efternavn, som er beskyttet, skal du kunne dokumentere slægtsmæssig tilknytning til navnet. Dvs. du kan få efternavnet, hvis du kan dokumentere at din forælder, bedsteforælder, ægtefælle etc. bærer eller har båret navnet som mellemnavn eller efternavn.
    • To navne forbundet med bindestreg, f.eks. Dahl-Jensen, betragtes som ét efternavn. De to navne kan splittes op.

Se navnelovens kapitel 1 for fyldestsgørende beskrivelse af reglerne for efternavn.

Navneændring af børn under 18 år

Børn under 18 år er ikke myndige, og derfor er det den/de med forældermyndighed, som skal foretage ansøgningen på borger.dk med NemID. I ansøgningen skal det angives, at det vedrører barn.

Vedrører ansøgningen børn under 12 år så kan det kræves, at barnet blive bedt om at tilkendegive sin holdning til at skifte navn.

Vedrører ansøgningen børn mellem 12 og 15 år skal ansøgningen foretages på papirblanket. Blanketten hentes her. Forældremyndige skal underskrive, og barnet skal underskrive i feltet "Samtykke fra barn der er fyldt 12 år".

Vedrører ansøgningen børn mellem 15 og 18 år skal forælderen ansøge via NemID på borger.dk og angive at det vedrører barn.Barnet skal signere ansøgningen med NemID.