Skal du konfirmeres?

Konfirmation betyder bekræftelse. Når du bliver konfirmeret, bekræfter Gud det løfte, der blev givet, da du blev døbt, nemlig at Gud altid vil være ved din side. Og når du vælger at blive konfirmeret, bekræfter du samtidig, at du fortsat gerne vil følges med ham.

Konfirmationsdagen er en stor dag, hvor du vil få opmærksomhed både i kirken og ved festen derhjemme.

For at blive konfirmeret skal du modtage konfirmationsundervisning. Timotheuskirken underviser kun konfirmander, når de går i 8. klasse. Så hvis du skal starte i 8. klasse efter sommerferien kan du følge konfirmationsundervisningen, når den starter i september, og du kan blive konfirmeret i foråret 2021.

Undervisningen

Vi tror på, at vi lærer bedst ved at komme i nærkontakt med stoffet. Derfor kommer du en tur tilbage i tiden, hvor du lærer om Paulus, du kommer til selv at tage stilling til etiske dilemmaer, og du kommer i det hele taget til at give dit bud på, hvad det vil sige at være menneske, og hvad det vil sige at tro på Gud.

Undervisningen er obligatorisk og en forudsætning for, at man kan blive konfirmeret. I løbet af året skal du, ud over konfirmandundervisningen, til gudstjeneste minimum 10 gange, så du er fortrolig med gudstjenesten, og derudover også deltage i andre af kirkens aktiviteter.

Konfirmationsforberedelsen varetages af Jesper Engholm

Nederst kan du se en lille film om konfirmandundervisningen i Timotheuskirken, som en tidligere konfirmand har lavet.

Alt det praktiske

Tilmeldingen er åben og sker via dette link

Der er plads til 18 konfirmander ved hver konfirmation, og konfirmationsdatoerne bliver fordelt efter først til mølle princippet ved tilmeldingen.

Undervisningen foregår på udvalgte tirsdage og lørdage fra september til april.

Inden da er der en introaften for både konfirmander og forældre. 

Konfirmationsdage i 2021:

Fredag (St. bededag) d. 30. april 2021 kl. 10.30

Fredag (St. bededag) d. 30. april 2021 kl. 13.00

Lørdag d. 1. maj 2021 kl. 10.30

Søndag d. 2. maj 2021 kl. 10.30