Koncert med Kammerkoret Richters Skala og strygekvartetten AKELA

Koncert med Kammerkoret Richters Skala og strygekvartetten AKELA

Koncert med Kammerkoret Richters Skala og strygekvartetten AKELA

Søndag 17. november 2024, kl. 16:00
Timotheuskirken, Christen Bergs Allé 5, 2500 Valby

Vi mødes midt i den mørke tid til stemningsfuld allehelgenskoncert i Timotheuskirken med kammerkor og strygekvartet.

Vi befinder os midt i efteråret. Det rusker udenfor i mørket og dagene bliver kortere. Vi pakker os ind og finder de lange jakker frem. Bladene drysser af grenene og verden omkring os synes mere stille. Hvem ved, måske tænder man et lys i mørket og mindes den sommer, der gik? På Allehelgensdag mindes man de døde. Man tænder lys på gravene, og i nogle kirker er der tradition for at læse navnene op på de mennesker i sognet, der døde i løbet af året.

Koncerten “Mørk er november” forsøger netop at indfange den stemning, som allehelgen er, og kredser om emner som død, lys og minder. Koncerten starter i mørket med Carl Nielsens vuggeviser og aftensange, og bevæger sig derefter over i en mere dramatisk retning med satser som ‘Sleep’ (Eric Whitacre) og ‘Ingen vender tilbage fra de døde’ (Michael Bojesen). Her synes døden angstfuld, håbløs og ensom. Eric Whitacres ‘Lux Arumque’ starter koncertens anden del og bryder med det mørke, vi lige har haft. De dissonante klange leder tankerne hen på den skarphed, man ser, når man kigger ind i en flamme. I Sibelius’ ‘Drömmarna’ siger teksten: “Släktena födas, ock släktena gå / släktena glider som strömmar”. Vi mindes dem, vi har mistet og finder håb i vores tro med musik som Schütz’ ‘Herr, wenn ich nur dir habe’ og Faurés ‘Cantique de Jean Racine’, som koret opfører sammen med AKELA.

Fri entré

Medvirkende:
Kammerkoret Richters Skala
Strygekvartetten AKELA
Dirigent: Laus Richter Larsen

OM KORET
Richters Skala er et danskbaseret, ungt kammerkor på 23 medlemmer. Koret har specialiseret sig inden for det klassiske repertoire, med forkærlighed for den nordiske kormusik. Kendetegnende for koret er lysten til at musicere på et højt kunstnerisk niveau, samtidigt med at hver sanger har et bærende solistisk ansvar. Richters Skala er et aktivt kor. De synger koncerter i hele Danmark og samarbejder med andre musikere, senest med Vivaldis Gloria og Magnificat i samarbejde med orkesteret Originalerne og solisterne Hanne Marie le Fevre og Cassandra Lemione, og nu med strygekvartetten AKELA. Koret er grundlagt - og ledes til dagligt af - Laus Richter Larsen.
1. sopraner: Julie Skaaning Bruun, Lea Elias Isen, Clara Ellinor Rischel Preston, Astrid Helmer Mørck 2. sopraner: Solvej Wilbrandt Kjær, Maja Bar Rasmussen, Silvia Rantzau Svare 1. alter: Katrine Nielsen, Amanda Lund Nielsen, Marie Vedding Poulsen, Flora Juul Ørskov 2. alter: Marie Katrine Traun, Anna Bolette Nielsen, Helene Jepsen 1. tenorer: Emil Kleis Boll 2. tenorer: Johannes Højgaard Nielsen, Benjamin Rask 1. basser: Christof Kiefer, Nicholas Jungblut, Snorre Elvin, Stikki Roder 2. basser: Uffe Paulsen, Eugen Shapiro

OM DIRIGENTEN
Laus Richter Larsen er uddannet kordirigent, sanger og sangpædagog fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Kungliga Musikhögskolan i Stockholm. Hun er specialiseret i den nordiske musiktradition, samt moderne kormusik og vokalimprovisation. I 2014 stiftede Laus vokaltrioen Trio Tilo, med hvilken hun har givet koncerter i både ind- og udland.

OM STRYGEKVARTETTEN
Strygekvartetten AKELA blev dannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2019, hvor de nu studerer i solistklassen. AKELA består af Clara Glasdam og Gustav Ranum på violin, Kirsten Wilbrandt Kjær på bratsch og Oskar Reuben Friis-Hansen på cello. Kvartetten har en stærk drøm om at være et vedkommende ensemble og har i løbet af årene spillet og arrangeret koncerter af meget forskellig karakter - lige fra tværkunstneriske aftener med åben scene og interaktive børneforestillinger til traditionelle kvartetkoncerter.

I 2024 modtog kvartetten Leonie Sonnings Talentpris, og i 2023 modtog alle kvartettens medlemmer Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Talentpris


Du vil måske også kunne lide...

0
Feed