Konfirmation 2024

Skal du konfirmeres?

Konfirmation betyder bekræftelse. Når du bliver konfirmeret, bekræfter Gud det løfte, der blev givet, da du blev døbt, nemlig at Gud altid vil være ved din side. Og når du vælger at blive konfirmeret, bekræfter du samtidig, at du fortsat gerne vil følges med ham.

Konfirmationsdagen er en stor dag, hvor du vil få opmærksomhed både i kirken og ved festen derhjemme.

For at blive konfirmeret skal du modtage konfirmationsundervisning. Timotheuskirken underviser kun konfirmander, når de går i 8. klasse. Så hvis du skal starte i 8. klasse efter sommerferien, kan du følge konfirmationsundervisningen, når den starter i september, og du kan blive konfirmeret i foråret 2024.

Undervisningen

Vi tror på, at vi lærer bedst ved at komme i nærkontakt med stoffet. Derfor kommer du en tur tilbage i tiden, hvor du lærer om Paulus, du kommer til selv at tage stilling til etiske dilemmaer, og du kommer i det hele taget til at give dit bud på, hvad det vil sige at være menneske, og hvad det vil sige at tro på Gud.

Undervisningen er obligatorisk og en forudsætning for, at man kan blive konfirmeret. I løbet af året skal du, ud over selve konfirmandundervisningen, til gudstjeneste minimum 10 gange, så du er fortrolig med gudstjenesten. Derudover skal du også deltage i andre af kirkens aktiviteter.

Konfirmationsforberedelsen varetages af sognepræsterne Jesper Engholm og Trine Amalie Fog Christiansensamt kirke- og kulturmedarbejderne Birgitte Askou og Regitze Ida Tetzlaff.

Nederst kan du se en lille film om konfirmandundervisningen i Timotheuskirken, som en tidligere konfirmand har lavet.

Alt det praktiske

Klik her for tilmelding.

Der er plads til 18 konfirmander ved hver konfirmation, og konfirmationsdatoerne bliver fordelt efter først til mølle princippet ved tilmeldingen.

Undervisningsplanen kan se her.

Undervisningen foregår på ét stort hold, som inddeles i mindre hold på dagen efter behov.

Undervisningen er obligatorisk, så hvis datoerne ikke passer ind i ens program, kan man overveje, om der er en anden kirke, der har tider, der passer bedre, hvor man kan tilmelde sig konfirmation.

Konfirmationsdage i 2024:

Torsdag d. 9. maj 2024 kl. 10.30 (Kristi himmelfarts dag)

Torsdag d. 9. maj 2024 kl. 13.00 (Kristi himmelfarts dag)

Lørdag d. 11. maj 2024 kl. 10.30

Lørdag d. 11. maj 2024 kl. 13.00